Som jeg nævnte i mit Blogindlæg: Mindre utryghed ved Jobcentret, vil jeg forsøge at beskrive de arbejdsgange som Jobcentrene benytter sig af.

Tit bliver jeg mødt med spørgsmålet: Når nu Jobcentret har fået alle mulige informationer og dokumentationer om, hvad det er jeg har af begrænsninger, hvorfor bliver de så ved med at have så stor fokus på, at vil have mig tilbage til arbejdsmarkedet?

Og jeg følger dig. Det kan godt virke mærkeligt. Jeg har dog erfaret, at det skyldes en helt speciel medmenneskelig tankegang.

Jobcentret ønsker kun for dig, at du fortsat er en del af fællesskabet. At du ikke bliver kørt ud på et sidespor og kommer til at leve et parallel liv i forhold til dine medmennesker. At være en del af fællesskaber er for Jobcentret, også at være en del af arbejdsmarkedet og være med til at bidrage til fællesskabet.

Vores arbejde er i Danmark en stor del af vores identitet. Hvad laver du så, er næsten altid det andet vi spørg om, efter vi har fundet ud af, hvad hinandens navne er. Hele den danske model er bygget om omkring, at vi alle bidrager, i det omfang vi kan, til fællesskabet. Og det er dette fællesskab, Jobcentret vil at du er en del af og derfor vil de altid have fokus på dine muligheder for at arbejde, også selv om det er begrænset.