Som mange har bemærket, har jeg igennem længere tid ikke skrevet nyt herinde på bloggen. Dette skyldes, at jeg har valgt at skrive på Facebook i stedet.

Derfor vil jeg henvise til, at du kan følge nye artikler og kommentar på min Facebookside: annikamilo.dk

Jeg vil i første omgang lade de gamle blogs blive liggende her og du skal selvfølgelig være velkommen til at rette henvendelse, hvis du har spørgsmål eller kommentar vedr. disse.

Ønsker dig en rigtig god dag.

Sidder og tænker tilbage på det forgangene år 2019 og glædes over alle de positive samarbejdsoplevelser jeg har haft, med de mennesker, som har lukket mig ind i deres liv og fortalt åbenhjertet om de udfordringer de står midt i. Samt den store forståelse og imødekommenhed jeg oplever i kommunalt og regionalt regi.

Det der virkelig har gjort indtryk på mig i 2019, er det pres jeg oplever kommunale og regionale ansatte er under. Her både i form af arbejdsbyrde og frustration over, at de har svært ved at hjælpe den enkelte borger, da kommunale og regionale fagpersoner mangler større viden om hinandens områder. Samt de økonomiske ender, kan være svære at få til at hænge sammen. Og hvilke indflydelse det kan få for den enkeltes borgers sag.

Dette har ført til, at jeg har oplevet regionalt fagpersonale, bede mig om selv at udfylde det der mangler, for at kommunen har tilstrækkelig dokumentation. At kommunen gør det som en del af et afklaringsforløb eller ressourceforløb, at borger selv skal betale for psykolog, da regionen mangler yderlige tilbud.

Der er fortsat et brændende ønske om at hjælpe den enkelte borger i både kommunalt og regionalt regi. Og at ingen skal overlades til sig selv. Specielt her sidst på 2019 har jeg oplevet, hvad det kan betyde, når kommunal og regionalt fagpersonale kan mangle viden omkring hinandens områder. Og hvad de økonomiske rammer kan føre til.

Når regionen løber tør for tilbud og kommunen vurderer at der fortsat er forbedringsmuligheder, så har kommunens løsningen være, at borger for egen regning, skal igennem et afklaringsforløb eller ressourceforløb med tilbud i privat regi. Hvorvidt dette skal betragtes som en investering for den enkelte borger, så de kan få deres sag fuld belyst og afsluttet. Eller om dette er en merudgift for den enkelte, som vi må acceptere, at vores samfund økonomisk ikke længere har råd til at varetage, skal jeg lade være op til vores borgervalgte politiker at vurdere.

Jeg gik ind i 2019, med et ønske om at fremme samarbejdet, respekten og tilliden mellem borger og det offentlige system. Jeg går ud af 2019 med viden om, at det kan lykkes, ved forventningsafstemning og vidensdeling. Jeg har fået bekræftet, at ved at forklare overfor borger og regionale fagpersonale, hvorledes arbejdsgangene er i det kommunale system , så giver det en mere positiv, effektiv og hurtigere sagsgang.

Endnu mere samarbejde, forventningsafstemning og vidensdeling er mit mål i 2020. Jeg glæder mig til fortsat at være med til at fremme og effektiviser de enkelte sager, samt bygge flere broer mellem borger, kommunen og regionen.

Rigtig godt nytår.

Bogen her har udfordret mig i forhold til alt den viden jeg har omkring behandling af depression og jeg er nu i gang med at læse den for 2. gang, da min hjerne skal vendes 360 grader, for at forstå og formidle denne viden.

Jeg vil gerne have lov til at anbefale denne bog, hvis du ønsker en ny vinkel på, hvorledes du kan behandle depression. Du har måske tidligere prøvet kognitiv terapi eller psykolog. Tænker at det skyldes mangel på signalstoffet serotonin eller at lykkepiller er løsningen. Dette udfordre denne bog.

I store træk anbefaler bogen, at vi ikke bruger energi på at analyser og gruble over vores depressive tanker. Vi skal lade tankerne være og gøre mindre ved dem. Derved gør den op med alt den viden om at vejen ud af en depression går gennem at tale om problematikkerne og finde et svar eller løsning på disse.

Der henvises til at sindet som udgangspunkt regulere sig selv. På samme måde som vores krop heler sig selv, hvis vi slår hul på knæet eller får rifter og brud, kan psyken det også. Men hvis vi piller og kradser i såret, heles det ikke og vi kan risikere, at vi får infektion eller arvæv. På samme måde som vores sår heler, vil vores sind hele, hvis vi undgår at dyrke følelserne ved at gruble over dem.

Undervejs i bogen kommer forfatteren med redskaber, der kan være behjælpelig til at fokusere på at gruble mindre på vores tanker og blot observere dem. Samt få opmærksomheden på livet udenfor os selv.

Jeg vil ønske dig god læselyst.

Jeg oplever en større andel af de mennesker jeg taler med, der ønsker at finde en vej uden om systemet. Specielt den gruppe af mennesker der er gået ned med stress. Mange er faktisk blevet anbefales af deres egen læge, at sige deres stilling op og tage en periode på dagpenge, så de derved kan få den ønskede ro i deres liv. Alternativet er et forløb i sygedagpengeafdelingen, og det er både den enkelte og lægen godt klar over, kan have negativ konsekvenser for helbredstilstanden.

Stress er på nuværende tidspunkt ikke anerkendt som en diagnose. Så skal det kaldes en tilpasningsreaktion eller belastningsreaktion. Og det kan giver udfordringer i forhold til jobcentres mulighed for at hjælpe det enkelte medmenneske. Desuden har vores system fortsat svært ved at indarbejde sammenhængende mellem den mentale og fysiske tilstand, da vores sundhedssystem endnu er delt op i en mental og en fysisk del.

Når jeg som social rådgiver spørg ind til grundet til, at vælge at gå under radaren og ikke benytte sig at muligheden for at få sin sag belyst i sygedagpengeafdelingen, men vælge at sige sit arbejde op i stedet, er det generelle svar: I sygedagpengeafdelingen er der fokuseret på at få mig hurtigste muligt tilbage til min arbejdsplads og der mangler tilbudt til at forbedre min helbredsmæssige tilstand. Desuden har de fokus på at få belyst de negative ting ved min helbredsmæssige tilstand og jeg er meget usikker på, hvilke krav der er til mig. Ved at gå på dagpenge, kan jeg få den ro jeg har brug for. Og jeg kender kravene om at tjekke jobforslag hver 7. dag og sende 2 ansøgninger om ugen, samt registrere én ansøgning og ét cv pr. måned. Og her er der fokus på mine ressourcer og et ønske om at hjælpe i forhold til at finde den rette stilling til mig.

Begge steder skal den enkelte til samtale vedr. mulighederne for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men måden disse samtaler foregår på opleves meget forskelligt. I sygedagpenge, syntes de mennesker jeg taler med, at det virker som om, at sygedagpenge er i tvivl om deres helbredsmæssige situation er korrekt og konstant skal have dokumentation på rigtigheden af deres helbredsmæssige begrænsninger. Og dette er en udfordring, da sygedagpenge lovgivningsmæssigt netop skal indhente helbredsmæssige oplysninger, for at have dokumenteret grundlag for at vurdere sagen. På dagpenge opleves det, at der er en respekt for at den enkelte tager sagen i egen hånd og siger sit arbejde op, for at finde et arbejde, der bedre passer til den nuværende situation. Og hvis kravene bliver opfyldt for at modtaget dagpenge, så blander sagsbehandler sig endelig ikke og stiller ikke yderlige krav. Dette giver den ro der er brug for i forhold til at få bearbejdet stress.

Jeg tænker at banen er ved at blive kridtet op til, at vi vil se en mere individuel vurdering af, hvad der er den korrekte vej for den enkelte. Samt at den enkelte har behov for at få opbakning i forhold til, hvad de tænker der kan være det rigtige for dem i deres situation. Allerede når vi oplever læger henvise til at gå under radaren, i stedet for at henvise til de traditionelle tilbud, så tænker jeg at det er et skridt til at få set på opdelingen af de mentale og fysiske sundhedstilbud. Og når vi begynder at finde vej uden om systemet, så tænker jeg at det er et tegn på at vores system har brug for at ændre deres tilbud. Tænk hvis jobcentret gik igennem samme forandring som f.eks. bibliotekerne har gjort de seneste år. Fra at være et sted, hvor vi skulle være stille og kun måtte være der, hvis vi kunne følge biblioteks regler. Og fik bøder, hvis vi trådte ved siden af. Til et sted, hvor det er blevet brugernes hus og brugerne kan komme med ønsker om, hvilke tilbud der skal være i huset. Et sted, hvor vi kan komme og få vejledning om alt mellem himmel og jord. Og hvor der er blevet rigtig højt til loftet og der er et naturligt at søge hen, når vi har brug for hjælp og støtte i konkrete sager.

Jeg har i den seneste tid i mine blogs, beskrevet hvorledes en sag kan kommer igennem systemet. Hvordan jobcentret tænker og hvad du skal være opmærksom på i forhold til at fremme din sag. For mig som sparringspartner er det vigtigt, at du får kendskab til mulighederne i systemet. For du skal kunne træffe dine beslutninger på et uvildigt oplyst grundlag.

Som bisidder oplever jeg tit, at mine kunder syntes systemet er meget firkantet og at de har svært ved at se, hvordan de skal passe ind i disse kasser. Og ja lovgivningen ligger op til, at vi alle skal behandles ens og der er en tildens til at mene, at vi alle handler på samme måde. Denne tankegang tænker jeg stammer tilbage til tiden, hvor vi i vores samfund havde brug for folk, der fulgte en ens vej og hvor der brug for folk, der fulgte en orden og handlede ud fra en given dagsorden.

Min erfaring er, at systemet igennem de seneste år, er ved at få øjnene op for, at der i vores samfund er brug for mennesker med en individuel og innovativ tankegang. Og specielt har samfundet brug for iværksættere, da vi ikke mere kan leve af industrisamfundet. Der er brug for at vi alle kan benytte vores spidskompetencer og at der bliver plads til, at vi kan udvikle disse. Dog tager det tid at få rettet hele systemet til, at der bliver en mere individuel behandling af den enkelte sag. Så vi ikke længere skal passe ind i en kasse for ellers ved systemet ikke, hvad det skal gøre med os.

Dem som kender mig, ved at jeg altid vil gå efter at opnå det optimale, under de givende forudsætninger. Og det er netop det jeg har gjort i den seneste årrække. Jeg har lært reglerne i systemets spil, da jeg på den måde kan være med til at forbedre reglerne, så det passer bedre til nutidens individuelle og innovative tankegang. Derfor er det så vigtigt for mig som social rådgiver at formidle, hvorledes jobcentrets arbejdsgang og tankegang er, så du står stærkere i systemets spil. For kun ved at kende reglerne i spillet, har du en mulighed for at få de firkantede kasser, til at passe til den målsætning, som du har.