Indlæg

Jeg oplever en større andel af de mennesker jeg taler med, der ønsker at finde en vej uden om systemet. Specielt den gruppe af mennesker der er gået ned med stress. Mange er faktisk blevet anbefales af deres egen læge, at sige deres stilling op og tage en periode på dagpenge, så de derved kan få den ønskede ro i deres liv. Alternativet er et forløb i sygedagpengeafdelingen, og det er både den enkelte og lægen godt klar over, kan have negativ konsekvenser for helbredstilstanden.

Stress er på nuværende tidspunkt ikke anerkendt som en diagnose. Så skal det kaldes en tilpasningsreaktion eller belastningsreaktion. Og det kan giver udfordringer i forhold til jobcentres mulighed for at hjælpe det enkelte medmenneske. Desuden har vores system fortsat svært ved at indarbejde sammenhængende mellem den mentale og fysiske tilstand, da vores sundhedssystem endnu er delt op i en mental og en fysisk del.

Når jeg som social rådgiver spørg ind til grundet til, at vælge at gå under radaren og ikke benytte sig at muligheden for at få sin sag belyst i sygedagpengeafdelingen, men vælge at sige sit arbejde op i stedet, er det generelle svar: I sygedagpengeafdelingen er der fokuseret på at få mig hurtigste muligt tilbage til min arbejdsplads og der mangler tilbudt til at forbedre min helbredsmæssige tilstand. Desuden har de fokus på at få belyst de negative ting ved min helbredsmæssige tilstand og jeg er meget usikker på, hvilke krav der er til mig. Ved at gå på dagpenge, kan jeg få den ro jeg har brug for. Og jeg kender kravene om at tjekke jobforslag hver 7. dag og sende 2 ansøgninger om ugen, samt registrere én ansøgning og ét cv pr. måned. Og her er der fokus på mine ressourcer og et ønske om at hjælpe i forhold til at finde den rette stilling til mig.

Begge steder skal den enkelte til samtale vedr. mulighederne for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men måden disse samtaler foregår på opleves meget forskelligt. I sygedagpenge, syntes de mennesker jeg taler med, at det virker som om, at sygedagpenge er i tvivl om deres helbredsmæssige situation er korrekt og konstant skal have dokumentation på rigtigheden af deres helbredsmæssige begrænsninger. Og dette er en udfordring, da sygedagpenge lovgivningsmæssigt netop skal indhente helbredsmæssige oplysninger, for at have dokumenteret grundlag for at vurdere sagen. På dagpenge opleves det, at der er en respekt for at den enkelte tager sagen i egen hånd og siger sit arbejde op, for at finde et arbejde, der bedre passer til den nuværende situation. Og hvis kravene bliver opfyldt for at modtaget dagpenge, så blander sagsbehandler sig endelig ikke og stiller ikke yderlige krav. Dette giver den ro der er brug for i forhold til at få bearbejdet stress.

Jeg tænker at banen er ved at blive kridtet op til, at vi vil se en mere individuel vurdering af, hvad der er den korrekte vej for den enkelte. Samt at den enkelte har behov for at få opbakning i forhold til, hvad de tænker der kan være det rigtige for dem i deres situation. Allerede når vi oplever læger henvise til at gå under radaren, i stedet for at henvise til de traditionelle tilbud, så tænker jeg at det er et skridt til at få set på opdelingen af de mentale og fysiske sundhedstilbud. Og når vi begynder at finde vej uden om systemet, så tænker jeg at det er et tegn på at vores system har brug for at ændre deres tilbud. Tænk hvis jobcentret gik igennem samme forandring som f.eks. bibliotekerne har gjort de seneste år. Fra at være et sted, hvor vi skulle være stille og kun måtte være der, hvis vi kunne følge biblioteks regler. Og fik bøder, hvis vi trådte ved siden af. Til et sted, hvor det er blevet brugernes hus og brugerne kan komme med ønsker om, hvilke tilbud der skal være i huset. Et sted, hvor vi kan komme og få vejledning om alt mellem himmel og jord. Og hvor der er blevet rigtig højt til loftet og der er et naturligt at søge hen, når vi har brug for hjælp og støtte i konkrete sager.